• Dansk
  • English
  • Deutsch

Odder

- et hemmeligt liv i vandløbene 
 
Man kan roligt sige, at odderen lever et hemmeligt liv i vandløbene. Den er kun aktiv om natten, og den er meget svær at få øje på. Kun dens fodspor og dens ekskrementer afslører den. 
 
Odder spor
Odderens fodspor er lette at kende, fordi den har svømmehud mellem tæerne. Du finder typisk odderens fodspor på sand- og mudderbanker langs åer og ved vejbroer. 
 
Odderens ekskrementer har en meget speciel lugt og indeholder ofte mange fiskeskæl. 
 
Odderen lever især af fisk som aborre, ål, karpe og ålekvabber. Den kan også tage frøer og små pattedyr, fugle og krebsdyr.
 
Odderen lever i uforstyrrede vandløb, søer, moser og fjordområder, hvor den har mulighed for at skjule sig i vegetationen.
 
Trafikdrab 
Trafikdrab er en hyppig dødsårsag for det ellers så sky dyr. Odderen kan ikke lide at svømme under broer, og den søger derfor ofte op af vandet og krydser vejen. En del af trafikdrabene kan undgås ved at lave passager af sten, græs eller sandbanker under broerne. 
 
I 1950’erne var odderen ret udbredt i Danmark. Frem til 1980’erne gik bestanden kraftigt tilbage, selvom odderen blev totalfredet i 1967. 
 
Mange af odderens levesteder forsvandt, da vandløbene blev rettet ud, og bestanden blev også påvirket af de miljøgifte, der dengang blev ledt ud i naturen. 
 
Odder
Odderen i fremgang
I 1980’erne var der kun omkring 200 oddere tilbage i Danmark, primært i Nordjylland. Der blev derfor iværksat en række tiltag, som skulle sikre flere uforstyrrede levesteder for det sky dyr.
 
Siden 1980’erne er bestanden vokset støt. Ved de seneste optællinger er der fundet spor af odder i næsten alle større jyske vandløb. Bestanden vurderes nu til at være mellem 600 og 800 dyr. 
 
Der er fundet spor af odderen flere steder langs Kongeåen.
 
 
Fakta om odderen
 
Længde: 100-130 cm
Vægt han: 6-11 kg
Vægt hun: 5-8 kg
 
Fladt hoved med små ører. Næsebor og øjne sidder højt oppe på hovedet, så den kan se, høre og trække vejret, mens den svømmer. 
 
Lang og strømlinet krop. Brun pels med lys underside. Svømmehud mellem tæerne. 
 
Odderbestanden i Danmark vurderes til at være på mellem 600 og 800 dyr. Odderen lever ved næsten alle jyske vandløb.

Odder