Eng-forglemmigej
Eng-forglemmigej vokser på fugtige steder, ofte langs vandløb. De blå blomster er samlet i to snoede ’svikler’, hvor de nederste blomster springer ud først. Blomsterne er lyserøde, lige når de springer ud.
Blomsten der glemte sit navn
Da Gud havde skabt alle planter og dyr, gav han dem navne. En lille blomst fik navnet ’himmelblomst’, fordi den var blå som himlen med en lille gul sol i midten. Om foråret kaldte Gud på blomsterne. Først på de tidlige forårsblomster som erantis og vintergæk og derefter på viol, anemone, mælkebøtte og himmelblomst. De andre blomster skød hurtigt op i den varme forårssol, men den lille himmelblomst dukkede ikke op. Det blev sommer og efterår, og alle blomsterne visnede og forsvandt.
– Hvornår må jeg komme frem, lød pludselig en stemme.
Gud så på den lille himmelblomst og undrede sig over, at den ikke var kommet frem allerede i foråret, da den blev kaldt på.
– Jeg havde glemt mit navn, snøftede himmelblomst.
Blomsten fik derfor i stedet det smukke navn forglemmigej. Næste forår, da Gud kaldte på alle blomsterne, var der ingen, der havde glemt deres navne.