Fiskehejre

Et urtidsagtigt syn ved Kongeåen

Der er noget urtidsagtigt over fiskehejren, når den med sin slangeformede hals og tunge, buede vinger svæver lavt hen over Kongeåen. Med en højde på næsten en meter og et vingefang på op til 175 cm er den en af Danmarks mest iøjnefaldende fugle – og en du ikke kan tage fejl af.

Let at kende – svær at overse

Fiskehejren er let at genkende både i luften og på jorden. I flugten ses de lange, afrundede vinger, der buer karakteristisk nedad, og den S-formede hals trukket ind mod kroppen. Under flugten høres ofte et hæst skrig, der bestemt ikke hører til blandt de smukkeste danske fuglestemmer. Står den stille ved vandkanten, fremtræder den lange lyse hals, det kraftige gule næb og de to markante sorte nakkefjer tydeligt – en imponerende skikkelse, selv når den ikke bevæger sig.

En tålmodig jæger

Fiskehejren lever først og fremmest af fisk og frøer, som den finder i vandløb, søer og vandhuller. Langs Kongeåen er den en fast gæst, og jagtteknikken er altid den samme: tålmodighed kombineret med lynhurtig præcision. Den kan stå fuldstændig stille i lang tid, mens den spejder efter bytte i vandet – og så hugger den til med sit lange næb, før byttet når at reagere.

Den store fugl bygger rede i trætoppe og lever i kolonier med mange reder samlet på ét sted.

Fra hattepynt til fredet art

Fiskehejren har ikke altid været et fredeligt syn ved åbredden. I middelalderen blev dens kød anset som en delikatesse, og i en periode blev den jagtet for sine bryst- og nakkefjer, der var populære som hattepynt. Senere blev den forfulgt af fiskere, der betragtede den som en konkurrent. I dag er fiskehejren fredet, og det har haft tydelig effekt – bestanden er tredoblet de seneste 30 år.

Fiskehejren er næsten en meter høj med et vingefang på 150-175 cm. Den har mørkegrå vinger med sorte svingfjer, en lysegrå hals og et hvidt bryst med sorte længdestriber. Issen er sort med to lange, karakteristiske nakkefjer. Den er almindelig i hele landet og ses året rundt ved Kongeåen.

Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune, Park & Mobilitet
Telefon 7616 1616
Vejen Kommune
Vejen Kommune, Natur & Landskab
Telefon 7996 6266
Kolding Kommune
Kolding Kommune, Natur og vand
Telefon 7979 7576
Støttet af:


A.P. Møllerske Støttefond