Isfugl - det turkisblå superlyn
Med sine metalglinsende, turkisblå farver er isfuglen Danmarks mest farvestrålende fugl
Navnet isfugl kommer af det tyske ’Eisvogel’, der betyder jernfugl og henviser til isfuglens smukke metalglinsende, turkisblå farve. Den er sky og hurtig, og den kan være svær at få øje på. Er du heldig, kan du se den som en lysende blå og rød streg, der suser hen over vandoverfladen.
Bygger rede i brinken
Fisk og vandinsekter er dens foretrukne føde. Den fanger sit bytte ved at styrtdykke fra en gren, der hænger ud over vandet. Selvom den selv kun er cirka 15 cm lang, kan den fange fisk med en længde på op til 10 cm. Isfuglen lever ved klare åer og bække. Den bygger rede i brinken ved vandløbet, hvor den graver en tunnel op til 1 meter ind i brinken.