Landskabernes opståen
Kongeåen er 65 kilometer lang og udspringer mellem Ødis-Bramdrup og Vamdrup. Kongeåen har mange tilløb og vokser med dem til en bred og betydelig å. Den skærer sig gennem landskabet mellem Vejen og Villebøl, hvor ådalen ses med store skråninger op til bakkerne langs siderne. Kongeåen munder ud i Vadehavet ved Kongeåslusen lige vest for Gredstedbro.
Indtil 1864 udgjorde Kongeåen grænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig. Begge hørte under den danske konge men havde vidt forskellig historie og styringsform. Det betød, at der historisk var en toldgrænse her.
Bakkeøer og smeltevand
Kongeådalen Ådalen er mellem 2 og 3 kilometer bred og 30 kilometer lang. En smeltevandsslette fra sidste istid, Weichsel Istiden er omgivet af bakkeøer fra den midterste istid, Saale Istiden.
Fra randen af iskappen løb smeltevand ud over det isfrie land, vaskede sandet væk og formede ådalen.
Smeltevandet fra istiderne skabte også områdets bakkede landskab. Landskabet fra Vejen og vestpå mod Holsted er markant mere bakket end andre områder i Sydvestjylland. Markante bakkede områder ses ved Tirslund Bjerg, Føvling, Åtte Bjerge og Jelshøj syd for Askov.