Vandranunkel - åens anemone

Vandranunkel foretrækker god vandkvalitet
Vandranunkel vokser i søer og vandløb, og er mest udbredte i vandområder med god vandkvalitet.
Der findes flere arter af vandranunkel, der alle har hvide blomster med gul midte. De mest almindelige arter af vandranunkel er storblomstret vandranunkel, og almindelig vandranunkel. Begge arter har både undervandsblade og flydeblade. De blomstrer i maj-aug. med hvide blomster. Blomsten hos storblomstret vandranunkel er 2,5-3 cm i diameter, og har overlappende kronblade. Almindelig vandranunkel har en blomst, der er 1-2 cm i diameter og har adskilte kronblade.
Bestøves af svirrefluer eller sig selv
Blomsten bestøves normalt af svirrefluer, som lokkes til blomsten af små honninggemmer eller nektarier, der er fyldt med nektar. Nektariernes form varierer fra art til art, og kan bruges i artsbestemmelsen. Hvis blomsterne oversvømmes ved høj vandstand, holdes blomsten lukket under vandet, og den bestøver sig selv.