Vandmøllegården

De første mange år hørte møllen under kronen og bønderne fra egnen var forpligtede til at få malet deres korn her. Denne tvang blev først ophævet i midten af 1800-tallet.

Maleriet viser Vandmøllegården fra 1940, som den så ud efter en omfattende ombygning i 1880-erne, hvor møller Hans Ravn havde stor succes med mølleforretningen, der blev udvidet med mejeri, osteri, bageri og træsliberværksted. Hans Ravn var formentlig allerede en holden mand, da han overtog møllen. Det siges, at han flyttede ind med 29 jernbanevogne flyttegods.

Møllen, brændevinen og moralen

Mølleri og brændevinsbrænderi gik tidligere ofte hånd i hånd. Mange møllere udnyttede det rindende vand og møllens faciliteter til at fremstille brændevin – trods forbud. Nogle drev også krovirksomhed fra samme sted.

På Vandmøllegården drev møller Nis Petersen (o. 1760) både mølle og ulovligt brændevinsbrænderi. Kort før sin død bad han præsten om syndsforladelse, men nægtede at opgive sin brændevinsproduktion. Som straf afviste præsten »klang og sang« ved Nis’ begravelse.