Rundtur Hjortlund og Jernved
Oplev fantastisk natur og udsigten over Kongeådalen. 6 km
Rundturen starter fra Hjortlund Kirke, der ligger syd for Kongeåen med en flot udsigt over Kongeådalen. Kirken er opført i første halvdel af 1200-tallet og bygget af tufsten. Følg markeringspælene fra kirken ned mod åen over broen ved Hjortlund Spang og mod nord til Jernved.
I Jernved ligger Jernved Kirke, der er en af Ribeegnens ældste og bedst bevarede tufstenskirker. Følg markeringspælene gennem byen og drej mod højre ind ad en markvej. Du følger markvejen et godt stykke sydpå til Kongeåen, hvor du skal krydse broen og dernæst følge åen mod vest.
Turen tilbage kan være tidvis våd, så vær opmærksom på at følge den markerede sti, da det kan være blødt uden for stien.
Historisk nedslag – Tufsten fra Rhin
Hjortlund og Jernved kirker er bygget af sten, der har tilbagelagt hundredvis af kilometer. I 1100-1200-tallet importerede man tufsten fra Rhinområdet til Sydvestjylland – sejlet langs Vadehavskysten og op ad Kongeåen til nærmeste ladeplads, hvor stenene blev læsset på vogne og kørt til byggepladsen.
Tuf er lyst, porøst og let at bearbejde – ideelt til kirkebyggeri i en egn uden naturlig sten. En enkelt landsbykirke krævede 10-15 skibsladninger. De store middelalderlige fragtskibe, kogger, klarede sejladsen fra Holland til den jyske vestkyst og derfra videre op ad åen.
Historisk nedslag – Hjortlund Spang
Hjortlund Spang fik først sit navn efter 1876, da spangen blev bygget. Indtil da sørgede en færgemand for at fragte folk sikkert over åen. Det foregik på en lille fladbundet pram der kunne betjenes af én person. Der blev i 1876 samlet ind til at få bygget et spang. Materialerne var imidlertid så spinkle, at spangen ikke holdt så længe. Smeden i Hjortlund betalte for en ny bro, da mange af hans kunder boede nord for åen.