Ruten ved Frihedsbroen
Oplev et udsnit af Kongeåen på en rundtur med start og slut fra Frihedsbroen. 5,7 km
Fra shelterpladsen ved Frihedsbroen kan du tage en rundtur mod vest langs Kongeåen og nyde det smukke landskab i ådalen. På sydsiden går du over engene tæt ved Kongeåen. Når du har passeret den smukke træbro over åen, går turen tilbage langs overdrevsskrænterne på kanten af ådalen, hvor du kan nyde udsigten over det smukke landskab.
Naturen – Nattergalen
Nattergalen er en af de fugle, der giver Frihedsbroen ved Kongeåen en særlig stemning i det sene forår. Hannen ankommer til Danmark i maj for at yngle og bruger sin berømte sang til at tiltrække hunner – en af naturens mest betagende lyde. Sangen høres bedst i de tidlige morgentimer og om natten, særligt i maj og juni.
Historisk nedslag – Frihedsbroen
Frihedsbroen var for mange sønderjyder den direkte vej til dansk sprog og kultur. På den nordlige side af Kongeåen lå Skibelund Efterskole – Danmarks næstældste efterskole og den første af de såkaldte grænseefterskoler. Skolen blev oprettet i 1874 nord for grænsen, så sønderjyske børn kunne få undervisning på dansk. Syd for grænsen havde de tyske myndigheder nemlig gjort tysk obligatorisk i skolerne. Da det i 1884 også blev forbudt sønderjyske børn at krydse grænsen for at gå i skole, blev skolen omdannet til efterskole. Her lærte unge sønderjyder dansk sprog og kultur – en tiltrængt modvægt til den tyske skole hjemmefra.