Kreativ med naturen
Barkbåde, der er klar til at drive ned ad åen. Foto Anne-Vibe Jensen.
Byg en barkbåd
Passerer du en bro over åen, er det altid sjovt at smide en pind i vandet, og se hvor hurtigt den flyder med strømmen. Det er også let at lave en lille båd, og er I flere sammen, kan I få en lille kapsejlads i gang. Du skal bruge et stykke bark eller et stykke blødt træ til skibets skrog, en tynd pind til mast og et stort blad til sejl.
Lav et lille hul i barken eller træstykket hvor pinden/masten kan sidde fast. Sæt bladet fast på masten ved at stikke det op og ned igennem bladet. Sæt mast og sejl på skroget, og skibet er klar til sin jomfrusejlads ned ad åen.
Pandebånd af dunhammerblade. Anne-Vibe Jensen.
Pandebånd af dunhammerblade
Kan du få fat i den lange dunhammerblade, der vokser langs åen kan du lave et fint pandebånd.
Læg to lange blade parallelt med hinanden. Tag et tredje blad og flet det op og ned mellem de parallelle blade, så der dannes et flettet sik-sak mønster. Når du når til enden af bladene, kan du sætte nye blade ind i forlængelse af de gamle blade. Når du slutter kransen lægger du de parallelle blade over hinanden og fletter omkring to lag blade. Hæft ved at flette ind under gamle ”fletninger”. Sæt et bregneblad, en padderok, en blomst eller en fuglefjer i som pynt.
De tykke brune dunhammere kan bruges i et fægtekamp, hvor der kæmpes så dunene flyver omkring.
En fin krans flettet af mælkebøtter. Fotos: Anne-Vibe Jensen.
Flet en krans af mælkebøtter
Når det rigtigt bliver forår, så lyser mælkebøtten op overalt på græsmarker og i grøftekanter. Mælkebøttens stængler er bløde og bøjelige, og derfor er den særlig god at flette kranse af. Det er lettest hvis du bruger blomster med lange stilke. Husk at nibbe stilkene af efterhånden, for ikke at få kransen for tyk.
Du lukker kransen ved at lægge starten af kransen over slutningen og binde et par mælkebøtter rundt om begge ender. De sidste mælkebøtter hæftes ved at stikke stilken ind under ”gamle” bindinger.
Når du bliver rigtig god til at flette mælkebøttekranse, kan du prøve at flette en krans af tusindfryd.
Pandebånd flettet af dunhammerblade. Foto: Anne-Vibe Jensen.