Spor fra haren
Haren har lange bagben så den kan flygte fra rovdyr. Foto: Biopix SD Lund.
Hare – laver hoppespor og spiser maden to gange
Haren lever på marker i det åbne land, hvor den spiser græs og vilde planter. Haren laver nogle små lorte, som den hurtigt spiser igen. På den måde får den energi både fra planterne og de mikroorganismer, der lever i tarmsystemet. Haren ligner en kanin med meget store ører. Den bruger de store øjne og ører til at holde øje med fjender og de lange bagben til at flygte fra et rovdyr. Den har en brun pels, der falder godt i med omgivelserne. Harens killinger ligger i en fordybning i jorden. Finder man en harekilling i græsset, kan man godt tro, den er blevet forladt af sin mor. Det er den sjældent. Moderen gemmer sig på afstand af ungen for ikke at lokke rovdyr til. Kun en gang i døgnet får ungen mad.
Harens lorte er gulbrune og kuglerunde. Foto: Biopix JC Schou.
"Gæt en lort"
Harens lorte er runde kugler på 1-2 cm i diameter. De er gulbrune, og man kan tydeligt se, at de består af små stumper plantefibre.
Harens spor har et karakteristisk mønster af forben og bagben. Når den løber, vil de lange bagben afsætte spor foran forpoternes spor. Forpoternes (illustration) spor er ægformede og ca. 3 cm. brede og 5 cm lange og bagpoternes spor kan være mere aflange, 3,5 cm. brede og 6 cm lange.
En hare har løbet i sneen. Foto: Biopix N Sloth.