Naturenge

 

Fugtige moser og kær, der drives med afgræsning eller høst af høet, bliver til det, vi kalder ferske enge. 

 

Det er ofte overgangsformerne mellem rigkær og fattigkær, der er mest velegnede til engdrift. Det er også de typer kær, der er mest almindelige i Kongeådalen. 

 

I gamle dage kaldte man engen for ’agers moder’, fordi adgang til eng forbedrede mulighederne for at dyrke de højere liggende marker med korn og andre afgrøder. 

 

Hø fra engene gav vinterfoder til kreaturer, der kvitterede med gødning til markens afgrøder. Kreaturerne kunne efter slåningen græsse i de fugtige enge, hvor græs og urter kunne vokse i selv de tørreste sommermåneder. 

 

Engene langs vandløb som Kongeåen blev oversvømmet hver vinter. Ved oversvømmelserne blev der aflejret mudder, der gav næring til næste års vækst af engplanter. 

 

Mange steder etablerede man engvandings-systemer, hvor man ledte åvandet op gennem kanaler til engene, så man var sikre på at holde engene fugtige og næringsrige. 

 

Engene er levested for en lang række plantearter, og mange af dem har et navn, der hentyder til deres voksested – Eng-karse, eng-kabbeleje, eng-nellikerod, eng-forglemmigej, eng-troldurt og eng-blomme.

 

I dag er der mindre behov for græsningsarealer til husdyrene, og derfor gror mange enge til med høje urter, tagrør og pilekrat.