Foldingbro som grænseby

Efter nederlaget i 1864 blev Kongeåen grænse til først Preussen og senere kejserdømmet Tyskland. Åen kom nu igen til at danne toldgrænse, efter at der havde været toldfrihed siden 1851. Der blev oprettet et nyt toldvæsen til at overvåge grænsen og en række grænsetoldsteder ved overgangsstederne. Foldingbro blev oprettet som et af toldstederne. 

 

Toldvæsenet lejede sig ind i den gamle toldergård fra før 1851. Bygningen, der brændte i 1906, lå der, hvor Kongeåkroen ligger nu. Her blev ansat en toldoppebørselskontrollør med toldassistenter og toldkarle under sig. Sammen med grænsegendarmerne skulle de sørge for, at der ikke blev ført varer over grænsen, uden at der blev betalt told.

  

Tilsammen overvågede de nu grænsen med en hidtil uset grundighed. Ikke mindst fordi, såvel gendarmerne som tolderne ved toldstationerne fik lov til at beholde 40 % af konfiskationsværdien af de smuglerivarer, de beslaglagde. 

 

De konfiskerede varer blev i begyndelsen solgt på auktion i Foldingbro og fra 1866 ved auktioner i Kolding. Toldernes ildhu ved Foldingbro kunne imidlertid ikke forhindre, at Foldingbro i 1881 blev degraderet fra at være et selvstændigt toldsted til at blive et toldkontrolsted underlagt Vamdrup Toldsted. 

 

Efter anlæggelsen af den østjyske længdebane var Foldingbros betydning for grænsetrafikken mindsket til fordel for Vamdrup, der udviklede sig til en vigtig stationsby med en stor tolderstab. Der skulle dog fortsat være toldere ved Foldingbro i næsten fire årtier endnu. Først ved Genforeningen i 1920 ophørte toldkontrollen ved Foldingbro endelig.

 

 

Også på den tyske side af åen blev der toldkontrol indtil 1920. De tyske toldkontrollører havde fra 1871 toldsted i et hus lige syd for Kongeåen. Bygningen ligger der stadig. Det samme gør den kro, der blev opført på den tyske side af grænsen, og som nu hedder Foldingbro Kro.

 

I den tid, Foldingbro var grænseby mellem Danmark og Tyskland, voksede byen og fik en hel del forretninger og mange håndværkere. Foldingbros markeder blev et samlingssted for beboerne nord og syd for åen. 

 

I 1893 blev der bygget et forsamlingshus nord for åen. Bygningen blev opført efter en indsamling på begge sider af grænsen som et led i den nationale kamp for danskhedens bevarelse i Sønderjylland. 

 

I forsamlingshuset mødtes beboere på begge sider af grænsen til foredrag, koncerter og andre arrangementer. De tyske myndigheder var ikke begejstrede for projektet. Når der blev holdt møder i forsamlingshuset, stod det tyske politi og noterede dem, der kom over broen sydfra for at deltage i arrangementet. 

 

Under 1. verdenskrig kunne man slet ikke komme over, idet broen blev spærret af. Først efter krigen blev den åbnet igen. Efter Genforeningen i 1920 blev toldgrænsen flyttet sydpå.

 

 

Forfatter: Peter Munch Jensen, forhenværende museumsinspektør Museet på Sønderskov