• Dansk
  • English
  • Deutsch

Kongeåen som toldgrænse

Kongeåen blev indtil omkring år 1700 kaldt Skodborg Å I middelalderen kom åen til at udgøre Vestjyllands grænse mellem Hertugdømmet Sønderjylland og Kongeriget Danmark. Dog hørte Ribe By og området der omkring til kongeriget, og i århundreder lå der forskellige kongerigske enklaver syd for åen. 
 
I øst fulgte grænsen i store træk Kolding Fjord, et stykke af Kolding Å og Seest Mølleå til den nåede Skodborg Å. Også her lå der forskellige kongerigske enklaver syd for vanddragene. Størrelsen af enklaverne skiftede såvel i øst som i vest op gennem tiden, således at der også i samtiden kunne herske forvirring over, hvor grænsen egentlig gik. 
 
Omfattende smuglerier
Betaling af told kunne ikke ske ved grænselinjerne, men udelukkende ved byerne Ribe og Kolding. Her blev der betalt told på udførslen af de heste og stude, der blev eksporteret sydpå. 
 
For at forhindre smugleri var det kun tilladt at føre dyrene over grænsen tre steder, nemlig ved Gredstedbro, Foldingbro og Kolding. Ved Gredstedbro og Foldingbro blev der i Frederik II’s tid ansat bromænd, der skulle tælle de dyr, der passerede broen og udfærdige en passérseddel. Selve tolden skulle stadig betales i Ribe. 
 
Sådan fungerede systemet i århundreder eller rettere sagt, det fungerede ikke, for smugleriet var omfattende. 
 
Beredne toldinspektører
Christian IV indførte i 1. halvdel af 1600-tallet beredne toldinspektører, der patruljerede grænsen. De blev i 1760 blev afløst af 10 fast stationerede kontrollører. Ingen af systemerne formåede at løse problemet med smugleri.  
 
I 1790 blev der i stedet ansat kontrollører ved fire nye kontrolsteder, nemlig i Ejstrup, Dollerup, Skodborghus og Vilslev. Kontrolløren skulle holde hest og have en edsvoren karl i tjenesten. Udover dette blev der ansat 10 beredne patruljebetjente. 
 
Udbredt korruption
De nyansatte kontrollører og patruljebetjente skulle ledes af den nye tolder i Foldingbro og hans kollegaer i Ribe og Kolding.  Heller ikke denne ordning var nogen succes. En undersøgelse foretaget i 1817 viste en udbredt korruption blandt praktisk taget hele toldpersonalet. 
 
I 1. halvdel af 1800-tallet begyndte tidens ideer om frihandel at vinde indpas i Danmark, og i januar 1851 blev toldgrænsen ophævet. Toldgrænsen blev dog oprettet igen efter nederlaget i krigen 1864.
 
Forfatter: Peter Munch Jensen, forhenværende museumsinspektør Museet på Sønderskov