• Dansk
  • English
  • Deutsch

Den nationale kamp 1864-1920

Overalt i Europa blussede nationalfølelsen op i første halvdel af 1800-tallet. Befolkningerne begyndte at opfatte sig som tilhørende en nation, forstået som et folk med fælles kultur, historie og sprog. Man følte sig beslægtede og opbyggede en fælles national identitet.

Forestillingen om, at det ikke var fyrstedynastiet, men sproget, kulturen og den fælles levevis, som bandt en befolkning sammen opstod hos den tyske filosof J. G. Herder i slutningen af 1700-tallet. Han så disse fænomener som udtryk for en dybereliggende "folkesjæl", som ethvert folk havde fået af Gud. Derfor var det også folkets ret selv at styre deres anliggende. Hver nation havde ret til at udgøre sin egen stat.

Revolutionerne i 1830 i Frankrig og Belgien satte gang i de nationale følelser i den danske helstat. Men de nationale følelser var ikke fælles. De liberale kræfter i Danmark følte en samhørighed med de øvrige skandinaviske lande. Slagordet var Danmark til Ejderen. Slesvig skulle knyttes nærmere til Danmark, mens Holsten og Lauenborg skulle udskilles af monarkiet. Mange i Slesvig var enige med de danske liberale, mens andre sluttede sig til den slesvigsk-holstenske bevægelse, som ønskede et selvstændigt Slesvig-Holsten. Holsten og Lauenborg var i modsætning til Slesvig medlem af medlem Det Tyske Forbund.

Den franske revolution i 1848 satte gang i begivenhederne. Det københavnske borgerskab krævede og fik i 1849 en fri forfatning. Junigrundloven omfattede kun kongeriget. De nationale kræfter i Slesvig-Holsten krævede en grundlov for Hertugdømmerne samt Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Den Første Slesvigske Krig, som var et borgerkrig, brød ud. Den varede i tre år og sluttede med en beskeden danske sejr. Stormagterne intervenerede. Resultatet var Londontraktaten af 1852. Helstaten blev genoprettet og Slesvig måtte ikke knyttes tættere til Danmark end Holsten.

Men dermed var problemerne ikke løst. De danske og de slesvigsk-holstenske synspunkter på Hertugdømmernes styre kunne ikke forenes. Det førte til, at den danske regering genoptog Ejderpolitikken. I 1863 vedtog den danske regering Novemberforfatningen, en fællesforfatning for kongeriget og Slesvig, mens Holsten blev lovet egen forfatning, hær og administration. Det var et brud på Londontraktaten. Danmark kom på kollisionskurs med slesvig-holstenerne og en række tyske stater. Preussen stillede ultimatum om Novemberforfatningens ophævelse. Da det ikke blev opfyldt, udbrød der krig. Krigen førte til helstatens fald. Slesvig, Holsten og Lauenborg blev afstået til en preussisk-østrigsk fællesregering. Efter endnu en krig mellem Østrig og Preussen blev Hertugdømmerne i 1867 indlemmet i kongeriget Preussen.

Mens slesvig-holstenerne hurtigt affandt sig med at blive preussiske statsborgere, fastholdt de dansksindede nordslesvigere deres nationale sindelag. Fra at være en del af national bevægelsen, skulle de dansksindede nu omstille sig til at være et nationalt mindretal.

Hovedsigtet i den preussiske stats politik var frem til slutningen af 1870'erne at integrere de dansksindede nordslesvigere som loyale statsborgere. Politiets undertrykkelse rettede sig mod de kritiske røster samt de optanter, som i henhold til fredstraktaten fra 1864 valgte dansk statsborgerskab for at unddrage sig værnepligt. Selve den danske nationalitet bekæmpede den preussiske stat ikke.

Undertrykkelsen af det danske mindretal satte først ind på det sproglige område. Sprog var både for preusserne og for danskerne lig med nationalitet. I 1876 blev tysk indført som eneste tilladte administrationssprog, og to år efter indførtes tysk som undervisningssprog i halvdelen af timerne i folkeskolen. Fra 1888 blev nordslesvigske børn udelukkende undervist på tysk.

Disse initiativer førte dog ikke til den ønskede germanisering af Nordslesvig, og fra slutningen af 1890'erne skærpede preusserne undertrykkelsen af det danske mindretal. Danske statsborgere, såvel tilvandrede tjenestefolk som bosiddende optanter blev udvist. De danske foreninger blev bekæmpet, mens de tyske foreninger og den tyske presse i Nordslesvig fik tilskud.

Tryk avlede modtryk. En national mobilisering blev indledt. Modtrækket var en gennemgribende organisering af det danske mindretal. Målet var at fastholde og gerne styrke danskheden i Nordslesvig. Organiseringen skete dels på landsdelplan dels på lokalplan.

Foreningen til det danske Sprogs bevarelse i Nordslesvig blev stiftet som kulturel hovedorganisation i 1880. Den stod bag oprettelsen af lokale danske bogsamlinger og udgav "Den Blå Sangbog" samt Sprogforeningens Almanak. Især den blå sangbog blev en torn i øjnene på de preussiske myndigheder med dens indhold af fædrelandssange og sange, der beskrev Nordslesvigs ulykkelige situation. Deres holdning var, at den blå sangbog var de dansksindedes farligste agitationsmiddel.

Vælgerforeningen for Nordslesvig blev oprettet i 1888. Den var de dansksindede nordslesvigeres partiorganisation. Vælgerforeningen opstillede kandidater til lands- og rigsdag, førte valgkamp og afholdt møder og kurser. Fire år senere blev Den nordslesvigske Skoleforening oprettet. Dens formål var at støtte folkeoplysningen samt børn og unges undervisning på modersmålet. Det skete blandt andet ved at give tilskud til unge nordslesvigeres ophold på danske efter- og højskoler samt landbrugs- og husholdningsskoler.

Lokalt oprettede man mange steder danske foredragsforeninger og da de preussiske myndigheder forsøgte at blokere for den danske mødevirksomhed ved at lægge pres på kroejerne, byggede de dansksindede forsamlingshuse. Her blev der efter dansk forbillede indført en helt ny mødeform med foredrag, oplæsning, fællessang og kaffebord. Forsamlingshusene blev centre for den folkelige dansk modkultur.

Kongeåen ved Foldingbro, omkring Genforeningen. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Kongeåen ved Foldingbro, omkring Genforeningen.
Foto: Det Kongelige Bibliotek.


Det danske mindretals nationale sindelag afspejlede sig i de genstande, som de omgav sig med. Nordslesvigerne måtte ikke flage med Dannebrog, så de rød/hvide farver fik en særlig betydning. Man byggede hvidkalkede huse med røde murstensornamenter, blomsterbedene kunne anlægges i rød/hvide farver etc. Indenfor kunne kaffekopperne med dannebrog, porcelænsfiguren af Modersmålet på kaminhylden og billedet af De Sønderjyske Piger på væggen vise hvor man stod nationalt. På boghylden lå Flensborg Avis side om side med Sprogforeningens Almanak og Den Blå Sangbog.