• Dansk
  • English
  • Deutsch

Ræv

 - Den lumske hønsetyv

 

Ræven er mest kendt som den lumske hønsetyv, der sniger sig ind i hønsegården ved nattetide og dræber alle hønsene. Findes der mange byttedyr på et sted, som i hønsegården, kan ræven dræbe flere dyr, end den kan spise. Så graver den resten af byttet ned og henter det senere. Rævens blakkede rygte som hønsetyv, har nok været med til at give den en lidt kedelig rolle i mange eventyr og fabler. Her spiller den som regel en snu fyr, der ofte narrer andre dyr. Ræven har givet navn til udtrykket ”rævepels” der bliver brugt om folk, der ikke er til at stole på.

 

Ræv

 

Spiser vilde fugles æg og unger

Ræven er aktiv om natten, og selvom den mest lever af mus og andre gnavere, så kan den også plyndre vilde jordrugende fugles reder for æg og unger. Derfor vil mange arter af gæs, ænder, måger, terner og vadefugle gerne yngle på øer i større søer for at undgå ræven. Prædation fra ræve kan være et problem for bestanden af mere sjældne og sårbare ynglefugle i Vadehavsområdet.

 

By-ræven

Ræven er også flyttet til byen, hvor man kan se den rundt om på villavejene og i haver og parker. I byen kan ræven stadig fange mus, men den kan også gå på jagt i skraldespande, og måske tage kæledyr som marsvin og kaniner. Ræven er ikke farlig for mennesker og vil ikke angribe hunde og katte.

 

Ræv

 

Ræveskab og galskab

Tidligere er ræven blevet forbundet med rabies eller hundegalskab. Der har imidlertid ikke været fundet ræve med rabies herhjemme siden midten af 1970érne. En almindelig sygdom hos ræve er ræveskab, der er en hudmide, der forårsager kløe i pelsen og dermed hårtab. Hvis en ræv får skab, får den store bare pletter på huden, og den dør i løbet af få måneder. 

Rævespor

Rævens fodspor kan forveksles med hundespor, men rævens spor er mere langstrakt og finere, og trædepuderne er mindre. Sporet er ca. 4-4,5 cm bredt og ca. 5 cm langt.

 

Rævens lorte er 8-10 cm lange, pølseformede og oftest snoede i den ene ende. I lortene kan man tit se stykker af knogler, fjer, dækvinger fra biller eller kerner fra frugter.

 

Rævegrav

Fakta: Ræven er på størrelse med en lille hund. Den har tyk rødbrun pels med hvidt bryst, og en stor busket hale med sort spids. Den er almindelig i hele landet. Den bygger en rævegrav med flere udgange, hvor den føder og opfostrer ungerne. Den er nærmest altædende og lever af små pattedyr, fugle, ådsler og affald.   

Ræv