Honningbi

Honningbien er sociale insekter, der ligesom myrer og termitter lever i et samfund, hvor hvert individ bidrager til hele samfundets overlevelse. Den centrale person i bifamilien er dronningen. Hun er den eneste, der lægger æg, og er derfor mor til alle bierne i familien. Hun lægger to slags æg, og kan lægge 2000 æg i døgnet. Befrugtede æg udvikles til hunner (arbejdere), og ubefrugtede æg bliver til hanner. Nye dronninger udvikles af samme slags æg som arbejderne, men dronningelarverne fodres med et særligt foder, der kaldes ”gele royal”.

 

 

Hannerne har et nemt liv. De bidrager lidt til at skaffe ventilation til stadet, når det er varmt, men ellers flyver de ud til særlige parringspladser, hvor de venter på, at deres livs dronning dukker op. Hunnerne, der også kaldes arbejdere, slider i det hele deres korte liv. Arbejderne har forskellige opgaver, afhængig af deres alder. De yngste bier passer ynglen og dronningen, derefter kan de blive byggearbejdere og bygge vokstavler, soldater der forsvarer boet, og til sidst bliver de indsamlere, der sendes på jagt efter nektar og pollen. For at indsamlingen bliver så effektiv som muligt, har bierne udviklet den specielle bidans. Den dansende bi danser rundt i cirkler, ”svanser” med bagkroppen, og uddeler smagsprøver. På den måde kan den fortælle sine søsterbier om retning og afstand til det gode sted med nektar. Ifølge nyere forskning kan bier, der har opdaget en fare på en god fødelokalitet, stoppe de dansende bier hjemme i stadet ved et hovedskub, samtidig med at de udstøder en kort pibelyd. Herved forhindres andre bier i at flyve hen til et farligt sted. Den indsamlede nektar, omdannes til honning, der er biernes fødelager. Bierne overvintrer ved at samle sig i en tæt klump inde i stadet. Tager man honning fra bierne, skal den erstattes med sukkervand, for at bierne ikke dør af sult om vinteren.

 

 

Honningbien er et værdifuldt husdyr i den danske natur. Før man fandt ud af at udvinde sukker fra roer, sukkerrør m.v. var honning et af de eneste sødemidler, man kendte. Derfor har mennesker i årtusinder plyndret vilde honningbiers hjem for at få honning og bivoks. Ved at holde bierne i særligt indrettede hjem, bikuber eller bistader, kan man lettere komme til honningen. I dag er biernes betydning for befrugtningen af f.eks. frugtplantager og rapsmærker af stor betydning for høstudbyttet.

 

Honningbien er ca. 10mm lang, og har en bagkrop med brune og gule/gyldne striber. På bagbenene har de nogle hår, hvor pollen kan sætte sig fast som små gule kurve. På verdensplan findes der 8 arter af honningbi, hvor kun den almindelige honningbi findes i Danmark. Her har honningbien tre krydsninger: Italienske (gule) bier, (grå) bier samt buckfast-bien. Desuden findes der på Læsø underarten den brune honningbi. Oprindeligt levede honningbien i hule træer, men nu er stort set alle honningbier husdyr, der lever i bistader.