• Dansk
  • English
  • Deutsch

Nældens takvinge

Bedste ven med brændenælden
For os mennesker er brændenælden (stor nælde) ikke just en yndlingsplante. Især i haven og på marken opfattes den som et besværligt ukrudt. For sommerfugle af takvingefamilien, som f.eks. admiral, dagpåfugleøje og nældens takvinge, er brænde­nælden en værdifuld foderplante for larverne. Sommerfuglen lægger sine æg på undersiden af brændenældeblade, og de klækkes efter 10 dage. I den første tid lever de i mindre grupper og overspinder nældeplanten med et beskyttende spind. Senere fordeler de sig ud enkeltvis på andre nældeplanter, indtil de forpupper sig efter 3-4 uger. Pubben hænger også under nældeblade eller tæt på nældebevoksninger.
 
Nældens takvinge larve
 
Danmarks nationalsommerfugl
Nældens takvinge er almindelig i hele landet, og den suger gerne nektar fra havens blomster. Da den også er en meget smuk og iøjnefaldende sommerfugl, er den blevet kåret til Danmarks national-sommerfugl. Nældens takvinge overvintrer i kældre, haveskure og på kølige lofter. Sammen med citronsommerfugl er den en af de tidligste sommerfuglearter, der kommer frem om foråret. Hannen holder sig til et bestemt område eller territorie, som den forsvarer mod andre sommerfugle og insekter.
 
Nældens takvinge puppe
 
Fakta
Nældens takvinge har et vingefang på 40-52 mm. På forkanten af forvingen veksler pletter i sort og hvidgult. Bundfarven på vingerne er en meget kraftig orange, og på kanten af vingerne findes et bånd af små lyseblå pletter. Den voksen larve er 35-40 mm, sort med dobbelt gul ryg- og sidelinjer. Den har grønne fødder og sorte forgrenede ryg- og sidetorne. Nældens takvinge er almindelig og udbredt i hele landet.

Nældens takvinge