Lidt om landbruget ved Kongeåen
Kongeåens frodige enge gav græs og hø til dyrene. Her græssede både kvæg og gæs. På de højere liggende marker dyrkede man jorden. Sidst i 1800-tallet begyndte man at forbedre jorden med engvanding og mergling.
Landbruget ved Kongeåen sidst i 1800-tallet. De grønne enge ligger ned til åen. Kilde: Kort- og Matrikelstyrelsen.
Landbrug
I begyndelsen af 1800-tallet var store dele af Jylland dækket af hede. Ved Kongeåen udnyttede man de lave enge til græsning og høproduktion. Bønderne ved Kongeåen havde et alsidigt landbrug, hvor de både udnyttede engene, markerne og åen. Hvis man ejede jord ned til åen, kunne man fiske og sætte åleruser.
Engene og markerne blev naturligt oversvømmede, når Kongeåen gik over sine bredder. Det var både en velsignelse og en forbandelse, for høsten kunne blive ødelagt af både for lidt og for meget vand. I de yderste sogne ud mod Vadehavet var saltvandet også en trussel mod høsten.
Jordforbedring
Da Det danske Hedeselskab blev stiftet i 1866, kunne bønderne få hjælp til jordforbedring, blandt andet engvanding. I 1874 udarbejdede selskabet en plan for fire engvandingsanlæg ved Villebøl-Hjortlund, Villebøl-Jernved, Hjortlund-Brokær og Jernved-Gredstedbro. Fra Kongeåen ledte lange kanaler vandet ud til markerne, så man kunne styre mængden af vand, og produktionen blev mere stabil.
En anden måde at forbedre jorden på var mergling. I Vestjylland er jorden meget sandet, og ved at tilføre mergel (lerjord med mindst 10 % kalk) fik man en jord, der var lettere at dyrke – hvert fald for en tid, for virkningen aftog efter nogle år.
Dyrehold
Bønderne holdt flere forskellige dyr end i dag, hvor man enten avler svin, kvæg eller fjerkræ. Dengang skulle man bruge heste som trækdyr – både på markerne og foran kørevognen. En gårdmand i Hjortlund hed Nis Andersen, men blev kaldt Nis Andersen Grammand, fordi en af hans forfædre var kommet fra Gram. Det var et kendetegn for den tid, at alle, der havde været i berøring med et sted eller tjent hos en præst eller degn fik et tilnavn, der hang ved.
Denne Nis Andersen Grammand havde to arbejdsheste. Når de skulle for vognen, sagde han altid, at plagen skulle gå ”nærmer” – til venstre. Plagen var 22 år gammel og stadig en god arbejdshest.
Køerne gav mælk og kød, og fårene leverede uld og kød. Hønsene sørgede for æg, og man holdt også gæs, som gik på de lavtliggende jorder, hvor der var let adgang til vand. Gæssene blev slagtet om efteråret, og når det var sket, kom de i en saltbalje. Her kunne de holde sig længe og tages op hen over vinteren, når de skulle bruges.
I Hjortlund var der en mand, som holdt gæs. Hvert år, når gæssene var slagtet og lå på rad og række, sagde han glad til sin kone: ”Hvor er det ypperligt Trine, med al den gåsefedt.”
Af Truels Truelsen, Hjortlund Sognearkiv
Kilder og litteratur
