En bonde ved navn Hans Gunder

 

 

For langt over 100 år siden boede i Hjortlund en mand ved navn Hans Gunder. Han havde en lille ejendom til et par køer. Han blev gift med Maren, og da de var kommet hjem fra kirken på deres bryllupsdag, sagde han, idet han pegede på hende: ”Maren, nu har du at lyde mig,” og så pegede han på sig selv.

 

Om sommeren var han en del år markmand i Kalvslund. En dag kom der et brev til ham, og så måtte Maren jo af sted for at finde ham. Da han fik brevet, brød han seglet og rakte brevet til Maren med disse ord: ”Læs, Maren!” Det var nemlig ikke Hans Gunders stærke side at læse.

 

En anden dag kom han hjem og fandt Maren liggende i sengen. Han sagde så: ”Er det skidt med dig? Vil du dø, eller hvad vil du, for besked skal jeg have.”

Han gav sig så til at bage pandekager til hende, og hun spiste da også en del af dem. Hans Gunder sagde nu: ”Ved du hvad Maren, når du kan spise så mange pandekager, så dør du ikke denne gang.”

 

Senere kom Hans Gunder til Hillerup som markmand. Måske har lønnen været større, måske var der også lidt mere livligt i høbjergningstiden. Alle ville jo stå sig godt med markmanden, så han var en velset gæst, når der skulle spises og drikkes dramme ved sletkarlenes bord. Sletkarlene var de mænd, som ved høslæt slog høet med le.

 

Hans Gunder var en god løber. Når sletkarlene skulle hjem om morgenen, efter at de havde slået deres tønder land om natten, skulle det jo gå stærkt. Alle sad og sang på vognen, dels for at vække opmærksomhed, dels for at efternølerne kunne se, at nu var de andre færdige. Hans Gunder havde til den tid gjort sin første runde i engene, og han blev budt med om bord på vognen. Han svarede dog, at det havde han slet ikke tid til. Det ville kusken ikke lade sidde på sig, og så gik det i kapløb mellem vognen og Hans Gunder mod Hillerup. Hans Gunder klarede altid dette ved at skyde genvej mellem gårdene, når vognen kom, men engang var han ved at komme i knibe. Han måtte dreje så hurtigt om et hushjørne, at han løb imod muren og fik slået skulderen af led. Det løste han ved at gå ind i stalden, hvor han støttede sin skulder op med en halepæl, tog sin kølle og på den måde slog skulderen på plads.

 

I embeds medfør som markmand måtte han også flytte fårene, der stod tøjrede på bevvejen i løbetøjr. Bev er måske et andet ord for bede, som er en kastreret vædder. En dag skulle en vædder eller roneved, som den almindeligvis kaldes, fanges, men det er meget vanskeligt, særlig når den skal løbes træt, for den opgiver nødig sin frihed. Endelig lykkedes det for Hans Gunder, men nogle dage efter lå vædderen i grøften og var faldet så uheldigt, at den havde hængt sig. Hans Gunder fik den op og sparkede til den, idet han sagde: ”I går ville du løbe, da skulle du ikke, i dag skal du løbe, da kan du ikke. Du skulle have været gift, skulle du, dit asen.”

 

En dag i 1864 havde Hans Gunder været i Jedsted Mølle og fået lidt korn malet. Som vogn havde han kun sin trillebør, og da han kom hjem fra turen, sagde han til sin kone: ”Maren, det er grov, jen skal ha sån en sølle møllevej.”

Maren svarede bare: ”Ve do, at æ fjender er kommen til vor by?” Tyskerne var nemlig kommet til Hjortlund.

”A bryder mig fanden om æ fjender,” svarede Hans, ”for de æder os op. Men til jen skal have sådan en møllevej, det er for gal.”