Hjortlundhistorier
I gamle dage var fortællingerne og de gode historier en del af folkeviddet. Nogle historier handlede om specielle mennesker eller sjove hændelser, mens andre var ganske sande og berettede om den måde, man klarede hverdagen på.
Landsbyen Hjortlund. Foto: Torben Meyer.
Den pralende Jørgen Degn
En af historierne handler om, at man ikke er så meget for praleri. Jørgen Degn, som boede i et lejehus i Hjortlund, fortalte ofte om sin ungdom, da han tjente på de store herregårde som kusk. Ofte havde han fire heste spændt for kareten, og for at styre dem alle måtte han have en pisk, der var 14 alen (8,8 m) lang. Det fik ham til pralende at berette, at når han stod midt i herregårdens kornlade, kunne han lige nå dens ydermure med snerten.
Skolelæreren kom på arbejde
En anden historie handler om skønne spildte kræfter. Da tyskerne og østrigerne i 1864 drog op i Jylland for at besætte landet, ville skolelærer Mads Kristoffersen i Hjortlund redde så meget af sit tøj som muligt. Han tænkte, at Jernved nord for Kongeåen jo var kongerigsk, så dér kom tyskerne nok ikke. Da han havde fået fragtet en stor del af sine ejendele over Kongeåen, skulle han nu have det til Jernved. Men så kom der nyt om, at tyskerne nu var kommet til Jernved, og skolelæreren besluttede sig for at vende om og tog det hele med hjem til skolen igen.
Den uvenlige vært
Det kan være hyggeligt at få gæster, men også rart, når de er gået igen. En mand i Hjortlund sagde altid, når han fik besøg: ”Do ska no ha tak fordi do et vild go mi dør forbi” (Du skal nu have tak, fordi du ikke ville gå min dør forbi). Når vedkommende så var gået igen, var tonen en anden. Så sagde han: ”Hvad ville og den skider herind efter?” (Hvad ville den skidne mand også herind efter?).
Forbindelsen mellem Hjortlund og Jernved
Før spangtræet nord for Hjortlund blev bygget, krydsede man Kongeåen mellem Hjortlund og Jernved med båd. På et tidspunkt var der to mænd, som drev denne trafik. Den ene mand var dog så snild, at han anbragte en snor ved åens bred. Når der kom en person, som skulle over, trak han i snoren, og en klokke ringede inde hos bådens ejer. Ellers måtte man råbe, til færgemanden hørte én.
Det kostede to skilling (fire øre) at blive sejlet over åen. Da spangen blev bygget omkring 1880, hørte sejladsen op.
Af Truels Truelsen, Hjortlund Sognearkiv
Kilder og litteratur
