Gøg

 

Som vi alle ved, er gøgen en rigtig doven luskebuks, der lægger sine æg i andre fugles reder. Den enkelte gøg vil helst lægge sit æg i reden hos den samme art, hvor den selv er opvokset.

 

Gøgen er god til at lægge æg, der farvemæssigt ligner værtsfuglens æg. Nye undersøgelser har vist, at gøgens værtsfamilier prøver at forhindre ægforveksling ved at lægge æg med meget genkendelige mønstre. Så mens gøgen forsøger at lægge æg, der ligner værtens mest muligt, vil værten forsøge at lægge æg, der er svære at efterligne, og som har mønstre fuglen selv kan genkende. En gøgeunge i reden betyder en tabt ynglesæson for værtsfuglen. Derfor er der god mening i at gøre alt for at aflure gøgens taktik, så værtsfuglen selv kan smide gøgeægget ud af reden.

 

 

Gøgeungen er et adoptivbarn, der må vokse op uden kendskab til de biologisk forældre. Da den oven i købet vokser op hos en anden art, er det lidt af et mysterium, hvordan gøgeungen finder ud af, at den er en gøg. Mange fugleunger bliver præget af de voksne fugle, der passer og fodrer dem som små. Den berømte dyreforsker Konrad Lorenz viste i forsøg, at gæslinger ville følge det første de så, når de kom ud af ægget, selv et par røde gummistøvler. Gøgeungen møder først andre gøge, når den som voksen kommer til overvintringsområderne i Afrika. Man mener at gøgehannens evne til at kukke er medfødt, og at gøgehunnen har en medfødt forkærlighed for gøge-kuk. Man ved ikke om hannen kan genkende hunnen, eller om han bare må satse på, at den hun, han kan tiltrække med kukkeriet, er ”den eneste ene”.

 

Gøgen er mest kendt for sit ”kuk-kuk”. Den kan minde om en falk, når den flyver, da den er grå, med slanke spidse vinger. Den er 33 cm lang og har et vingefang på 55-65 cm. Gøgen har specialiseret sig i at æde hårede sommerfugle-larver, som andre fugle gerne undgår. Gøgen er almindelig og udbredt i Europa. De almindeligste værtsfugle for gøgen er engpiber, gul vipstjert, rørsanger, sivsangere og tornsangere.