Bramgås

 

Bramgåsen er en forholdsvis lille gås, der er let at kende på den sorte hals og det hvide hoved. Den yngler i de arktiske egne i Østgrønland på Svalbard og på øer i Hvidehavet. Bramgåsens arktiske yngleområde har givet næring til en skrøne fra middelalderens England. Her mente man, at bramgåsen ikke ynglede ved at lægge æg som andre fugle, men at de voksede frem på drivtømmer i havet. Til støtte for historien var, at ingen havde set bramgåsens reder, æg eller unger. Hertil kom, at en art af krebsdyr, der hedder langhalse kan have en vis lighed med hals og hoved på en bramgås. De vokser bl.a. på drivtømmer, og man troede at tømmeret kom fra et levende ”gåsetræ”, hvor langhalsene havde sat sig fast.  I Middelalderen var det forbudt at spise kød i fastetiden. Men da bramgåsen kom fra et ”gåsetræ” blev den ikke betragtet som kød, og derfor kunne munkene spise gådekød uden at bryde fasten. På engelsk hedder bramgåsen barnacle goose, og de gåselignede langhalse hedder goose barnacle.

Bramgåsen optræder i kæmpestore flokke i Vadehavet, der er en vigtig træk- og vinterlokalitet for arten. F.eks. kan man her se landets største vilde gåseflokke på op til 55.000 gæs. Antallet af bramgås har været stærkt stigende de senere år på grund af de milde vintre, og den større udbredelse af vintergrønne marker, der giver gæssene bedre fødemuligheder i vinterkvarteret. Arten har nu også bredt sig som ynglefugl til Østersø- og Nordsøområdet.

Bramgåsen er en lille gås med en længde på 63 cm og et vingefang på 132-145 cm. Den har sort hals hvidt ansigt, grå ryg og lys bug. Den lever af græs, urter og korn og i vinterhalvåret finder den ofte sin føde på marker med vintersæd. Den yngler i de arktiske egne i Østgrønland på Svalbard og på øer i Hvidehavet, og i Østersø og Nordsøområdet. Trækker om efteråret til bl.a. Skotland og Danmark og sydpå langs den europæiske vestkyst.