Mosehornugle

 

Mosehornuglen er på mange måder en underlig ugle, der ikke lever op til de forventninger, man normalt har til ugler. For det første, så finder man den ikke i et hult træ i skoven. Den lever på heder, enge og strandenge, hvor den placerer sin rede i en fordybning i jorden. Den er siger heller ikke uhh huuh, men hannen har et dybt monotont kald, der lyder i retning af do – do – do – do. Hvor andre ugler er aktive om natten, kan man ofte se mosehornuglen flyve rundt ved højlys dag. Selv navnet mosehornugle kan virke misvisende, da den ikke har tydelige hornlignende fjerduske ved ørene, som man ser hos skovhornugle og stor hornugle. Mosehornuglen er også bemærkelsesværdig på grund af dens helt særlige parringsadfærd. Hannen flyver i cirkler over territoriet, mens den udstøder sine ensformige kaldelyde. Alle ugler har store øjne og derfor et meget veludviklet syn, som de bruger, når de fanger mus. Det betyder desværre, at uglen, modsat myterne, ikke er særlig klog. Den bruger nemlig en stor del af hjernekapaciteten til at bearbejde synsind­trykkene fra de store ugleøjne.

 

 

Mosehornuglen er en ret almindelig træk- og vintergæst. Som ynglefugl er den til gengæld meget sjælden efter en klar tilbagegang de senere år. Mosehornuglen er så sjælden, at Danmark er forpligtet til at sikre arten egnede levesteder. Særligt Vadehavsområdet rummer mange lysåbne heder og strandenge, hvor mosehornuglen kan yngle. 

 

Mosehornuglen har en brun fjerdragt med lys underside. Den er 38 cm lang og har et vingefang på 90-105 cm. Den flyver om dagen, særligt morgen og aften. Den kan kendes på det store hoved, og på at vingerne bøjes nedad i en ret vinkel under flugten. Den lever primært af smågnavere, men tager også fugle og insekter. Den er udbredt på tundraområder i det nordøstlige Europa, derudover pletvis i Central og Nordvesteuropa. I Danmark er den en meget sjælden ynglefugl, der primært yngler i det sydvestlige Jylland.