Sanglærke

 

Hvis sanglærken stillede op i fuglenes X-faktor konkurrence ville den have gode chancer for at komme med i finalen. Dens sang er lys og let med en uophørlig strøm af trillende, kvidrende motiver, fløjt og hurtige gentagelser. Den står næsten stille i luften med svirrende vinger, mens den synger, og en kvidrende lærke mod en blå forårshimmel er det bedste forårstegn.  Derfor optræder lærken også ofte i den danske sangskat, gerne som forårsbebuder, som i sangen ”Velkommen lærkelil”, der er skrevet af af Chr. Richardt i 1868.

 

 

 

Sanglærken kommer på en tredjeplads efter solsorten og bogfinken som Danmarks almindeligste fugl. I 1970´erne ynglede der op imod 1,5 millioner sanglærker herhjemme. Sanglærken lever i det åbne land og føden består af insekter, ukrudstfrø og planter. Siden 1970´erne er bestanden af sanglærke gået tilbage i hele Europa. I Danmark er bestanden mere end halveret. Den store udbredelse af vinterafgrøder betyder, at kornmarken tidligt på foråret får et højt tæt plantedække, der kan gøre det svært for lærken at finde føde. Derfor få lærkerne i dag færre unger på vingerne. Forsøg har vist, at der hvor landmænd har lavet udyrkede pletter i kornmarken, får de flere lærker på marken. De udyrkede pletter tjener som landingsplads og fødesøgningsområde for lærkerne.

 

Sanglærken er 18 cm lang og har et vingefang på 30-36 cm. Fjerdragten er spættet i brune farver, med lysere underside, De brune farver giver god kamoflage, når den ligger på jorden og ruger. Den kan rejse issefjerene til en lille top. Den lever i det åbne land på marker og enge, og lægger gerne reden på jorden langt væk fra træer og levende hegn, hvor skader og krager kan holde øje med den.