• Dansk
  • English
  • Deutsch

Rødben

- Rødbenens tyverialarm
 
Rødben er en almindelig ynglefugl langs de danske kyster. Den er let at kende på de lange røde ben og det røde næb med sort spids. Det er dog dens kald der, særligt i yngletiden, påkalder sig opmærksomhed. Kommer man ind på fuglens territorium går en meget vedvarende og ensformige alarm i gang og man forfølges af forældrefuglenes ”kly, kly, kly, kly ……”  i det uendelige. Også fuglenes firbenede fjender, som ræve, katte og mink, forsøger de at skræmme væk ved at flyve skrigende omkring dem.
 
Rødben, © Biopix N Sloth
 
Sammen hele livet
Rødben danner par, der kan holde sammen hele livet. Rødben kan blive ret gamle, den ældste danske rødben blev over 27 år gammel. Så et heldigt rødbenpar kan holde ”sølvbryllup” med den samme mage. Hunnen lægger 4 brunplettede æg i det tætte græs på eng eller strandeng. Både han og hun hjælpes ad med udrugning af æggene. Rødben søger føde på mudderflader og i lavvandede områder. Vadehavet er det vigtigste område for ynglende og trækkende rødben. Der kommer hvert år 100.000 rødben gennem Danmark på træk, og om efteråret raster 10.000 rødben i Vadehavsområdet.
 
Fakta
Rødben er en mellemstor vadefugl med en længde på 28 cm og et vingefang på 45-52 cm. Fjerdragten er brun, og i flugten ses de karakteristiske hvide vingebagkanter og den hvide kile på ryggen. De lange røde ben, der er længere end halen ses stikke ud under halen. Rødbenet lever af forskellige insekter, orme, haletudser og småpadder, som den finder på lavvandede arealer og mudderflader. I Europa har arten fortrinsvis en østlig og nordlig udbredelse, men den forekommer også spredt i Vest- og Sydeuropa. Trods tilbagegang de senere år, yngler der ca. 9000 par langs de danske kyster.

Rødben, © Biopix N Sloth