Spidsand

 

 

Spidsanden har fået sit navn efter sin hale, der særligt på hannen er meget lang og spids. Spidsanden er en sjælden ynglefugl i Danmark, men særlig langs Vestkysten er den er talrig på træk og også som vintergæst. Ved Vadehavet kan man opleve store flokke af spidsænder på forlandet og ved sluserne ved Sneum, Kongeåen, Kammerslusen, Rejsby, Ballum, Emmerlev og det fremskudte dige

 

Den berømte fugleforsker H. Chr. C. Mortensen, var den første i verden, der satte ringmærkning af fugle i system. Han gennemførte i starten af 1900-tallet en stor ringmærkning i fuglekøjerne på Fanø. I en fuglekøje lokkes vilde ænder til at lande på en lille sø, hvorfra der er udgravet lange ”fangarme”. Derfra lokkes ænderne ind i fangstruser, hvor de kan fanges. Metoden blev brugt til at indfange ænder, der blev solgt videre til vildthandlere. Herved kunne fuglekøjens fangstmænd tjene en god skilling. I årene 1908-1910 opkøbte ”Fugle-Mortensen” 320 spidsænder, der blev ringmærket, og senere sluppet fri. Der kom genmeldinger tilbage på 67 spidsænder, hvor de fleste var fløjet sydpå til Holland, Belgien, Frankrig og lande omkring Middelhavet. Enkelte tilbagemeldinger kom fra yngleområderne i Sverige, Finland og det nordlige Rusland. Den viden ringmærkning har givet om trækfuglenes trækruter, rastepladser og vinter­kvarterer er afgørende for, at arterne kan beskyttes på alle deres vigtigste opholdssteder.

 

Spidsanen er en ret stor svømmeand, hvor hannen med en længde på 66 cm er lidt større end hunnens 56 cm. Vingefanget er 80-95 cm. Hannen er i yngledragten ret markant i farverne, med den lange hvide hals, der sender en hvid stribe op i det brune hoved. Hunnen ligesom gråanden overvejende brunlig, men også den har en lidt længere hale end andre andearter. Spidsanden lever af vandplanter og vandlevende smådyr som ferskvandssnegle og orme. De kan også æde spildkort på afhøstede stubmarker.  I Europa er udbredelsen mest nordøstlig, men spredte forekomster findes også i Central- og Vesteuropa.